29/04/2021

Finanstilsynet godkender BEC’s it-løsninger til open banking

Finanstilsynet har nu godkendt de it-løsninger, der giver tredjeparter adgang til at gennemføre betalinger og tilgå kontooplysninger i BEC-pengeinstitutterne. Det er en milepæl for BEC’s arbejde for open banking.

De danske BEC-pengeinstitutter opfylder nu de krav, som PSD2-direktivet stiller til tredjeparters adgang til dels konto- og betalingsoplysninger, dels at initiere betalinger. Det meddeler Finanstilsynet i en pressemeddelelse torsdag.

”Godkendelsen sætter punktum – eller i hvert fald komma – for flere års arbejde med at åbne BEC’s teknologier for nemmere samarbejde med andre fintechs og pengeinstitutter. Det er vigtigt for os at fremme teknologisk innovation i den danske finanssektor,” siger Jesper Nielsen, der er CEO i BEC Financial Technologies.

Enklere hverdag for danske bankkunder

Den nye teknologi skal eksempelvis bane vej for, at bankkunder, som har konti i flere forskellige pengeinstitutter, i fremtiden kun behøver at logge ind i én netbank for at betale fra enhver af deres konti.

Godkendelsen betyder, at de standardiserede kontaktpunkter – kaldet API’er – som andre virksomheder skal bruge for at tilgå data og initiere betalinger i BEC-pengeinstitutter, er sikre og effektive. Kravene er defineret i omfattende tekniske specifikationer, som danske og europæiske myndigheder har fastsat som følge af PSD2-direktivet fra 2018.

Ud over BEC-pengeinstitutterne har også Danske Bank modtaget Finanstilsynets godkendelse.

Nyt partnerskab om open banking

BEC Financial Technologies annoncerede for tre uger siden et nyt partnerskab med Aiia (tidligere Nordic API Gateway), som på tilsvarende vis skal sætte BEC-pengeinstitutterne i stand til at tilgå data og initiere betalinger i andre pengeinstitutter.

 

logo