17/06/2025

BEC trimmer omkostningerne

Den danske fintechvirksomhed BEC Financial Technologies nedlægger 3 procent af sine danske stillinger som seneste skridt i løbende effektiviseringer.

Et effektiviseringsprogram hos den største it-leverandør til danske pengeinstitutter, BEC Financial Technologies, bidrager hvert år til at reducere omkostninger, blandt andet gennem outsourcing til Accenture og JN Data, nearshoring i Polen og afvikling af gamle systemer.

Som en del af den løbende effektivisering har BEC i dag nedlagt 27 stillinger i Danmark, svarende til 3 procent af virksomhedens medarbejdere i Danmark.

”Hvert år reducerer vi metodisk eksisterende omkostninger via effektiviseringer, omlægning af stillinger til Polen og outsourcing for at sikre både en flad regningsudvikling for medlemsbankerne og økonomi til nye it-løsninger. I forhold til reduktion af personale i Danmark har vi hidtil været i stand til at tilpasse gennem naturlig afgang, men det kan vi desværre ikke nå helt i mål med i år, hvorfor 16 ud af de 27 stillinger er reelle opsigelser,” siger Jesper Nielsen, CEO i BEC.

Outsourcing optimerer og frigiver mere udviklingskraft

Sidste år offentliggjorde BEC en aftale med Accenture, som skal overtage cirka 16 procent af BEC’s systemportefølje og cirka 100 årsværk. BEC har nu fastlagt de sidste systemer og stillinger, der skal overdrages. Dermed vil alle de planlagte systemer og årsværk være flyttet til Accenture 1. oktober i år.

Tilsvarende udvidede BEC i 2024 sit driftssamarbejde med JN Data, da man outsourcede en række driftsopgaver og 71 medarbejdere til JN Data.

”Accenture og JN Data hjælper os med at effektivisere arbejdet med eksisterende løsninger, mens vi fokuserer på at levere ny teknologi til pengeinstitutterne,” fortæller Jesper Nielsen, som også fremhæver, at Accenture meget hurtigt kan skalere op på områder, hvor BEC i perioder har brug for ekstra it-udviklere.

”Vi sikrer flade omkostninger for vores kunder, samtidig med at vi opbygger en markant større udviklingskraft for pengene, fordi vi gennem de senere år har omlagt stillinger til Polen, outsourcet til Accenture og JN Data, samt flyttet timer fra drift til udvikling. Det giver BEC-pengeinstitutterne en markant konkurrencefordel, som kun vil vokse i de kommende år,” siger Jesper Nielsen.

Han fremhæver desuden muligheder for yderligere effektivisering, når Spar Nord bliver en del af Nykredit, fordi sammenlægningen medfører mindre kompleksitet i BEC og dermed mulighed for yderligere stordriftsfordele.

logo