07/04/2017

BEC-pengeinstitutter tænder for Darwin

Fra 25. april kan kunder i Spar Nord og Arbejdernes Landsbank nemt investere selv små beløb via en app på mobilen.

Arbejdernes Landsbank og Spar Nord har 25. april lanceret Darwin-appen fra BankInvest.

”Darwin er et helt nyt tilbud til de kunder, som gerne vil investere selv. Appen gør det nemt og brugervenligt at investere i indeksfonde med aktier og obligationer fra mobiltelefonen. Så det er endnu en ny mulighed i den digitale værktøjskasse, som vi tilbyder vores kunder,” siger direktør for Kommunikation og Forretningsudvikling i Spar Nord Ole Madsen.

Darwin er udviklet af BankInvest sammen med lokale og landsdækkende pengeinstitutter, og løsningen er målrettet de kunder, som foretrækker digital selvbetjening fremfor personlig investeringsrådgivning i pengeinstituttet. Appen er udviklet af Trifork, og brugergrænsefladen er designet af Designit. Back end-løsningen til Arbejdernes Landsbank og Spar Nord er udviklet i BEC’s capital markets-platform.

Ganske enkelt

”Med Darwin får vi et solidt supplement til vores øvrige tilbud af investeringsløsninger, som gør det muligt at komme i gang med investering af også mindre beløb på en prisvenlig måde. Ved at tilknytte et opsparingsmål guides brugeren til at forfølge sit mål, og de løbende overførsler vil hurtigere blive investeret. Ganske enkelt,” siger Peter Normand, privatkunde- og formuedirektør i Arbejdernes Landsbank.

Alt efter risikoappetit kan kunden vælge mellem fire investeringsforeninger, som består af indeksfonde (ETF’er) med aktier og obligationer. Den lave pris er mulig, fordi der er tale om en selvbetjeningsløsning uden adgang til investeringsrådgivning, og fordi passivt forvaltede indeksfonde har lavere omkostninger.

logo