BEC er højdespringer blandt Danmarks mest attraktive it-arbejdspladser
BEC har taget et stort hop op ad listen over Danmarks mest attraktive it-arbejdspladser. Det bidrager til, at BEC-pengeinstitutterne står stærkt i kampen om at tiltrække de stærkeste kompetencer til at bygge fremtidens finans-it.
BEC er rykket hele ni pladser op ad listen i Universums årlige rangordning over Danmarks mest attraktive it-arbejdspladser. Selv om BEC er relativt ukendt i den brede offentlighed, ligger BEC nu nummer 30 på listen over de mest attraktive arbejdspladser blandt danske it-professionelle. Det er en liste, som ellers er domineret af kendte globale virksomheder og forbrugerbrands som Lego, Google og Microsoft. Andre datacentraler ligger uden for top 50.
”Der er virkelig rift om de skarpeste it-kompetencer i Danmark. Så det er afgørende for vores kunder, at vi er dygtige til at tiltrække og fastholde den højtuddannede arbejdskraft, som er nødvendig for at realisere BEC-pengeinstitutternes digitale visioner,” siger HR-udviklingsdirektør Lotte Brøndtoft.
Hun har indtil videre skullet hjælpe lederne i BEC med at ansætte 150 nye medarbejdere i år – både for at kunne levere på nye initiativer og for at kunne genbesætte ledige stillinger ved fratrædelser. Derudover er BEC i gang med at etablere ekstra udviklingskapacitet i Polen for også ad den vej at sikre adgang til de rigtige kompetencer.
Andre it-virksomheder må sige nej til kunderne
”Vores rekruttering går heldigvis rigtig godt. Vi arbejder lidt hårdere for at finde de helt rigtige – men det lykkes, og i modsætning til andre it-virksomheder står vi endnu ikke med stillinger, som vi slet ikke kan besætte. Selv om lønniveauerne kan være høje for visse it-specialister, har vi også helt klart en grænse for, hvor meget vi vil betale. Det er meget tydeligt, at vi blandt kandidaterne er kendt for rigtig spændende teknologiske opgaver, moderne udviklingsmetoder og et godt arbejdsmiljø,” fortæller Lotte Brøndtoft.
BEC arbejder på en række fronter med at udbygge sit image som en spændende og god it-arbejdsplads. Frem for alt ved at skabe en arbejdsplads, som kunder og medarbejderne taler godt om i deres egne netværk. Men også gennem indsatser som et uddannelsesprogram for graduates, jobannoncer, presseomtale, sociale medier og snart også en ny hjemmeside med fokus på at tiltrække nye medarbejdere.
”I det seneste halve års tid har vi brugt lidt ekstra krudt på at fortælle på alle kanaler, at vi har mange spændende opgaver, og at vi tager os godt af vores medarbejdere. Der er ingen tvivl om, at det har været en god investering, når vi nu hører andre it-virksomheder fortælle, hvordan de må nedprioritere kunder eller sige helt nej til nye projekter, fordi de simpelthen ikke kan finde den nødvendige arbejdskraft,” konstaterer Lotte Brøndtoft.