

BEC leverer mere it og stærkt økonomisk resultat
I 2024 skruede BEC op for både effektivisering og nyudvikling med flere nye it-løsninger til medlemsbankerne. Fintechvirksomheden kom ud af 2024 med en stærk og stabil økonomi, der skaber råderum til at investere i fremtiden.
BEC Financial Technologies, den største datacentral i den danske finanssektor, gjorde i 2024 betydelige fremskridt mod sin nye ambition om at være den førende fintechintegrator for danske pengeinstitutter.
”På et fundament af sikker, stabil drift har vi igen flyttet kræfter fra drift til udvikling af nye it-løsninger inden for eksempelvis investering, vores rådgiverunivers og hurtige, brugervenlige låneprocesser,” siger Jesper Nielsen, CEO.
Omsætningen landede på 2,3 mia. kr. ligesom året før. Årets resultat blev 157 mio. kr. på grund af stram omkostningsstyring og en række engangsforhold.
”Vi har igen sikret vores kunder en moderat omkostningsudvikling, der er mindre end inflationen. Derudover har vi præsteret et økonomisk resultat, som udbygger BEC’s økonomiske råderum og giver os mulighed for at investere og samtidig holde regningsniveauet til vores medlemmer i ro,” siger Jesper Nielsen.
Investeringsunivers blandt de førende
I 2024 har pengeinstitutterne i BEC-fællesskabet fået et stærkere produktudbud inden for blandt andet brugervenlige låneprocesser, ejendomsfinansiering, digitale kanaler og rådgiveruniverset Scoutz 360.
I de digitale kanaler har BEC markant løftet sit investeringsunivers, der nu er blandt de førende i det danske bankmarked, blandt andet med internationalt førende data- og analyseværktøjer fra London Stock Exchange Group (LSEG).
”Partnerskabet med LSEG er et eksempel på, hvordan BEC kobler globalt førende teknologier sammen til en moderne, dansk bankplatform. Det betyder, at vi langt hurtigere kan bringe moderne it-løsninger til pengeinstitutterne,” fortæller Jesper Nielsen.
BEC har i 2024 indledt næste fase af en omfattende teknologisk transformation, der frem mod 2027 blandt andet skal forenkle og åbne BEC’s bankplatform yderligere mod nye tech- og fintechsamarbejder.
Scoutz udvider produktpaletten gennem nye partnerskaber
Også BEC’s innovationshub, Scoutz, som BEC og BEC-pengeinstitutterne skabte i 2024, har travlt med at bygge nye muligheder til pengeinstitutterne i en række fintechpartnerskaber:
”Scoutz er sat i verden for at udvikle enkle, intuitive løsninger. Gode eksempler på det er kundemøder sammen med &money, en ny markedsføringsplatform fra Salesforce, brug af kunstig intelligens, erhvervsdata fra Lasso X direkte i vores rådgiverunivers – og en af de mest brugervenlige og effektive kreditprocesser sammen med Subaio og Festina Finance,” siger Jesper Nielsen.
Mere udviklingskraft og fleksibilitet med Accenture
For at fokusere BEC’s egne kræfter på ny fintech indgik BEC i 2024 et omfattende strategisk partnerskab med Accenture, der skal håndtere omkring 16 procent af BEC’s bankplatform.
”Det er historisk for BEC. For første gang nogensinde lægger vi udvikling af en række af vores eksisterende it-platforme ud til en partner, der kommer med en vigtig udviklingskraft og fleksibilitet,” fortæller Jesper Nielsen, som fremhæver, at BEC hurtigt kan trække ekstra kræfter ind fra Accenture.
Mere effektiv drift gennem outsourcing til JN Data
BEC er også blevet mere effektiv ved at lægge markant flere driftsopgaver over til JN Data:
”Der er allerede skabt synergier i de opgaver, som er overdraget, og der skabes mulighed for større skalafordele til gavn for alle i JN Data,” fortæller Jesper Nielsen.
Download BEC’s årsrapport 2024.
BEC udgiver samtidig med årsrapporten en CSR-rapport, der redegør for vores samfundsansvar, fortæller om blandt andet vores arbejde med sikre diversitet og inklusion på arbejdspladsen, engagere os i lokalsamfundet og minimere vores miljøpåvirkning.
Download BEC’s CSR-rapport 2024.