Google Pay 1240x698

BEC passer på Danmarks finansielle system under coronakrisen

Danmark og BEC-pengeinstitutterne er afhængige af teknologi fra BEC til betalingskort, pengeoverførsler, pengeinstitutter, værdipapirhandel mv. BEC har derfor taget omfattende forholdsregler for at sikre stabil drift gennem coronavirus-epidemien.

18. marts 2020 | Nyheder

28 procent af danske erhvervskunder og 21 procent af danske privatkunder bruger et BEC-pengeinstitut som deres primære bank, lige som andre kerneaktører i dansk økonomi er afhængige af it-løsninger fra BEC.

Alle i BEC er derfor dedikerede til at sikre, at det danske samfund og BEC-pengeinstitutterne har normal digital drift af betalingskort, pengeoverførsler, værdipapirhandel mv. under hele coronavirus-epidemien.

Epidemiberedskab siden 27. februar

Siden 27. februar har BEC’s epidemiberedskab været aktiveret og forberedt BEC og BEC’s kunder på epidemien. Beredskabet har løbende skærpet vores forholdsregler for at reducere og forsinke smitte blandt BEC’s medarbejdere.

Først har vi blandt andet indført rejsebegrænsninger og mødebegrænsninger, adskilt medarbejdere i kernefunktioner og stoppet kontakt mellem BEC’s lokationer.

Dernæst har BEC 12. marts i Danmark og 16. marts i Polen indført hjemmearbejde for samtlige 900+ medarbejdere – med undtagelse af ganske få medarbejdere med uopsættelige opgaver, der kræver fysisk tilstedeværelse på en af BEC’s lokationer. Sikkerheden på vores lokationer er desuden skærpet.

It-løsninger til omfattende hjemmearbejde

BEC havde i forvejen velafprøvede it-løsninger i drift, som understøtter alle digitale behov ved hjemmearbejde med fjernarbejdspladser og digitale samarbejdsværktøjer. Fra begyndelsen af vores epidemiberedskab har vi desuden forberedt at udbygge denne kapacitet til samtlige 12.000 ansatte i BEC og BEC-pengeinstitutterne.

I takt med, at BEC og BEC-pengeinstitutterne har sendt tusindvis af medarbejdere på hjemmearbejde, har BEC derfor løbende kunnet opskalere kapaciteten til mange gange over normalt niveau.

BEC deler desuden viden med medarbejdere og kunder om blandt andet effektive onlinemøder og digital sikkerhed under epidemiens forandrede arbejdsvilkår.

Endelig overvåger vi – som altid – vores systemer nøje og reagerer øjeblikkeligt på eventuelle problemer.

Fortsat højt agilt udviklingstempo

Samtidig har vi taget hul på en ny periode med agilt og digitalt samarbejde internt i BEC, så vi også i denne situation fastholder et højt udviklingstempo i alle de komplekse, spændende teknologiprojekter, vi har på vej. Det skylder vi vores medarbejdere, vores kunder og vores samfund, som har brug for, at danske erhvervsliv holder den digitale damp oppe, mens andre er tvunget til at sætte fysiske aktiviteter på pause.

Også her har BEC allerede stærke erfaringer med digitalt samarbejde mellem fire lokationer i Danmark og Polen. Og efter nogle ugers intens forberedelse er vi nu i fuld gang med omstillingen af BEC’s agile udviklingsmetoder fra en hverdag baseret på mange fysiske møder til omfattende digitalt samarbejde.
Derfor fastholder vi også – så vidt det kan lade sig gøre – rekrutteringen at nye kolleger og har fortsat mange spændende muligheder under ”ledige stillinger” her på bec.dk.